8. Den videre færd

Det er sært: Min rejsebog sluttede kort tid før optagelsen, november 2005 (afsnit 7), og på det tidspunkt syntes jeg dels at jeg havde fortalt min historie (den del der handlede om at finde vej til frimureriet), og dels gav det nogle nye ansvar at være på “indersiden”. Men nu her godt to år senere, synes jeg alligevel det er tid til at skrive et enkelt indlæg, for rejsen er jo kun lige begyndt! Som antydet i det foregående, så brugte jeg allerede inden optagelsen internetfora til at “møde” frimurere, og jeg havde også et møde over en ægte pint – noget jeg så frem til at se mere af: at opleve et fællesskab nedbryde grænser. Og sådan er det i sandhed gået. Allerede ugen efter min optagelse var jeg i en anden loge for hurtigst muligt at se ritualet udefra. Og fra starten fik jeg en overstrømmende modtagelse, og den er kun blevet bekræftet siden: Både i provinsen, Sverige, Tyskland og England.

Men det første store spring var da jeg som mester fik et frimurerpas der tillod mig at besøge udenlandske loger på egen hånd. Det faldt sammen med at jeg med familien rejste til Californien i tre måneder, og her havde jeg mange store oplevelser og møder med amerikanske frimurere. Det kunne være nok til en selvstændig artikel, men jeg vil gør det kort her: Jeg fik besøgt to vidt forskellige loger – den ene (Mission) relativt typisk amerikansk, den anden (Academia) “traditional observance”, dvs. mere formel (og dermed mere som jeg kendte det hjemmefra). Jeg fik lov at overvære alle de tre grader i deres system, og det var interessant at se dem i sammenhæng, kronologisk og med kort mellemrum. Det gav mig et indblik i hvor betydelige ritualvariationer der findes verden over. Jeg var også i Californiens storloge i San Francisco (ligger på Nob Hill, for de stedkendte), hvor museumskurator Adam Kendall havde arrangeret to vidt forskellige og fremragende udstillinger (henholdsvis om antifrimureri og en en serie malerier om frimureriets rolle i Amerikas grundlæggelse), og det faldt også sammen med en Rufus Wainwright-koncert der blev afholdt i storlogens auditorium, og et foredrag med forfatteren af Freemasonry for Dummies, Chris Hodapp. Broder Kendall var også med i Academia, og han personificerede de håb jeg havde haft om at møde brødre ude i verden: Gæstfri, vidende, hjælpsom. Meget fremragende.

Jeg skriver dette fra Dublin hvor jeg for tiden opholder mig. Her har jeg ikke været helt så heldig med at komme i loge, men det er dog blevet til et enkelt besøg (Minerva), og jeg har været i storlogens bygning for at se deres museum og de mange flotte sale. Og selvom det ikke er blevet til så meget mureri, så har jeg dog også her mødt en interessant vært som førte mig ind i Irlands frimurerhistorie og lidt om hvordan øens politiske konflikter har spillet ind.

Der findes dog stadig barrierer, også for frimurere. Jeg har via nettet haft kontakt til britiske brødre (og søstre) i Le Droit Humain, og vi, min hustru og jeg, havde egentlig planlagt at besøge dem i Belfast. Jeg kunne ikke sidde med, pga. reglerne for besøgsret, men jeg kunne godt være gæst i civil til den sociale sammenkomst, og min hustru kunne stadig have glæde af ritualet. Men de ville overraskende nok ikke se os. Så der findes nogle, jeg vil kalde det bureaukratiske forhindringer, for, hvordan man kan besøge hinanden og hvor. Det er ikke noget jeg er synderligt imponeret over – det virker inkonsekvent og ulogisk på mig, når der nu kredses så meget om det vi har til fælles, og jeg føler det burde være grundlektien i frimureriet. Men måske en dag falder også disse mure …

Til foråret planlægger vi at rejse videre, men har endnu ikke besluttet hvorhen. Men jeg er ikke længere i tvivl om at (stort set) uanset hvor vi ender, så vil jeg kunne finde en åben dør. Det er en tanke jeg godt kan lide. (Men samtidig glæder jeg mig til at komme hjem til København og fortsætte den indre rejse.)