Som tidligere nævnt, så rodede jeg lidt rundt på det såkaldte internet for at se hvad der var af mulige ordener og kende mine muligheder. Her er den helt hurtige gennemgang – for nærmere, opdaterede beskrivelser vil jeg foreslå dig at besøge hjemmesiderne eller tage direkte kontakt til ordenerne (links).
De regulære: I det følgende definerer jeg “regulær” som anerkendt af United Grand Lodge of England (UGLE). Dvs. de har gensidig besøgsret og mulighed for at besøge et væld af loger verden over, der ligeledes anerkendes af UGLE. UGLE har dog ikke myndighed over Danmark – der findes ikke noget centralt overhoved for alverdens frimurere.
Den Danske Frimurerorden (DDFO)
Den ældste orden i Danmark, grundlagt i 1743. Den har arbejdet efter forskellige systemer, men indførte omkring 1855 det svenske system, som den benytter endnu i dag. Systemet er unikt ved klart at kræve kristen dåb af sine medlemmer; det har 11 grader. DDFO fungerer som storloge for Danmark, dvs. at den definerer hvilke loger der kan anerkendes som regulære. Den har omkring 9.000 medlemmer.
Det Danske Frimurerlaug af Frie og Antagne Murere (DDFL)
DDFL er det næststørste frimurerforbund herhjemme og fungerer efter engelsk forbillede. De arbejder udelukkende i de tre første grader, men hvis et medlem ønsker det, og er kristent døbt, kan han tage højgrader i DDFO. DDFL er altså også regulært. De har ca. 1.500 medlemmer og loger over hele landet. Lauget blev rekonstitueret i 1961 da de indgik i forbund med DDFO, men går tilbage til 1929 (se herunder).
Johanneslogeforbundet af Gamle, Frie og Antagne Murere
Tre loger, der arbejder efter det tyske Schröders rite. Ligedes anerkendt af DDFO som regulært. Den ældste af logerne blev tableret i 1900, og de indgik i forbund med DDFO i 1959.
De irregulære: Så er der en række ordener og loger, som ikke anerkendes af DDFO. Jeg ved ikke præcist hvordan de forholder sig til hinanden. Men som udgangspunkt kan de ikke sidde med i logearbejdet hos de ovenstående ordener, eller andre under UGLE (og omvendt). Bortset fra det kan de i det store hele fungere og arbejde på samme måde, dvs. regulært i deres arbejde og ritual.
Storlogen af Danmark af Gamle Frie & Antagne Murere
En alternativ landsloge fra 1929, der dog ikke anerkendes af UGLE. I 1961 besluttede hovedparten af medlemmerne at indgå overenskomst med DDFO og skiftede navn til Lauget; enkelte brødre valgte dog at videreføre Storlogen. De har i dag to loger, et kapitel i Kongelig Bue-graden, og en forskningsloge, men kun få medlemmer. De er registreret hos den internationale forening CLIPSAS.
Stororienten af Danmark & Norden af Gamle Frie & Antagne Murere
Arbejder med det skotske rites 33 grader og går tilbage til 1919. Nært samarbejde med Storlogen og få medlemmer.
Storlogen af Gamle Frie og Antagne Murere af Danmark
I 2007 brød et antal brødre med DDFL og dannede fire nye loger og denne storloge som efterspil på en periode med intern uro; flere loger kommer til. De har ikke nogen forbindelse med Storlogen af Danmark (q.v.), ej heller internationale forbindelser. De betegner sig selv som den eneste sande regulære storloge i Danmark.
Cirkel-Ordenen
Bosiddende på Frederiksberg og med omkring 100 medlemmer. Det fremgår af hjemmesiden, at der har været mindst tre loger (Paulus, Matthæus og Johannes). De fortæller ikke så meget om deres grundlag, og jeg har desværre ikke fået svar på mail-henvendelse.
Sct. Andreas Ordenen
Denne orden blev, efter et brud med Cirkel-Ordenen, grundlagt i 1896. De arbejder stadig efter det svenske system, men kun de 6 første grader. De har eget logehus på Frederiksberg.
For kvinder (eller begge køn): Der er også frimurerloger der optager kvinder. Det bliver der set på med forskellige øjne: UGLE’s holdning er at det automatisk diskvalificerer en loge fra at blive betragtet som regulær. Men samtidig har de accepteret, at det kvinderne gør, er frimureri og ofte af en høj kvalitet.
Le Droit Humain (LDH)
Ordenen blev oprettet i 1893 med det formål at optage kvinder, og er den ældste med blandet køn. Le Droit Humain er repræsenteret verden over, og herhjemme er der omkring 100 medlemmer (af begge køn) fordelt på 3 loger (København, Århus og Aalborg). Den første loge herhjemme blev grundlagt i 1917.
Danske Frie & Uafhængige Murere (DFUM)
En ganske ung loge bosiddende i København, siden 2003. Arbejder efter Ritus Hauniensis, og de “optager både mænd og kvinder, uanset race eller religiøse tilhørsforhold, blot de er ustraffede og gode samfundsborgere – og tror på en højere styrende kraft i universet”.
Logen Freja / Logen Lilium
Freja blev grundlagt i 1989 som en udstikker af den Belgiske Storloge (medlem af CLIPSAS) og er beliggende i København. I 2005 åbnede endnu en loge, Lilium, i Odense. De optager kun kvinder.
Dertil kommer druider, tempelriddere, Rosenkreutzere, broderordener, Odd Fellows mm. – ordener der arbejder med ritualer, ceremonier og grader, flere af dem inspireret af frimureriet. Men i denne korte oversigt har jeg valgt at begrænse mig.
[Oprindelig tekst: 23. september, 2005. Senest opdateret: 8. maj 2008]
Tak for den gode oplysning, som du giver om frimurer, jeg forsker selv i loger, derfor er det dejlig, at læse dine oplysninger om div. frimurer ordner.
med venlig hilsen
Flemming Nis Lorenzen
Logemester
Asam Logen nr. 2 Fredericia
http://www.asam.dk
Tak for en rigtig god hjemmeside.
Blot lige en lille korrektion
Du skriver at 4 loger brød ud af DDFL og dannede en ny
storloge
Det er ikke korrekt
De 4 loger er stadig en del af DDFL og det var blot nogle brødre fra de 4 loger der forlod deres respektive loger.
Så skulle det være på plads
Med venlig hilsen
Det retter jeg. Tak.