Sidst i 2004 var jeg igen inde i en periode af frimurer-interesse; jeg husker ikke helt hvorfor det var kommet op. Men nytårsaften havde vi en gæst, “MD”, der bar en nål i jakkereversen. “Det er for den orden, jeg tilhører,” erklærede han med en vis stolthed. Det var et vigtigt vendepunkt. Tre ting til eftertanke: MD’s personlige åbenhed, erkendelsen af de mange forskellige ordener alene i Danmark og frimurerordenens forhold til hemmeligholdelse. Det vil jeg snakke lidt om i løs fægtning.
Mennesket bag murene
Der er mange informative sider på nettet og saglige bøger om emnet (side om side med en del fejlinformation og farvede kilder). Og det er fint. Men det der virkelig gjorde det nærværende for mig, var den personlige kontakt. Og som jeg ser det som udefrakommende, så er der ikke meget af den herhjemme – folk holder meget lav profil med deres medlemsskab (hvilket selvfølgelig er deres personlige beslutning), men også fra ddfo.dk’s side lægges en meget objektiv stil (misforstå mig ikke: Der er naturligvis også behov for den objektive information) – men der er ikke nogen antydning af, hvad det betyder for den enkelte at være frimurer. Derfor var MD’s åbenhed vigtig: Jeg kendte ham kun lidt, men alligevel nok til at jeg satte hans personlige erfaringer over hvad jeg selv havde kunnet læse mig til. Den samme følelse, blot endnu stærkere, fik jeg af at tale med min far – hans anbefaling var mere værd end tusindvis af sider med historie, baggrund og nøgtern forklaring af frimureriet. Han kommenterede ikke indholdet overhovedet, men det var ham, og han havde været en del af det, og så måtte der være noget i det. Ligeledes har jeg haft en fantastisk oplevelse af broderskab over landegrænserne gennem diverse fora: Brødre fra hele verden der lige så gerne fortæller små historier fra deres del af planeten, som deler ud af deres viden om “the Craft” – ikke som officielle talerør for nogen storloge, men som helt almindelige mennesker der gerne vil dele deres oplevelser. Overalt, når jeg er kommet om bag den lidt intimiderende facade frimureriet antager (tag bare, mere håndgribeligt, Stamhuset set udefra som eksempel), har jeg mødt venlighed og åbenhed – og som sagt, det hele bliver meget mere konkret, forståeligt og nærværende, når man møder en repræsentant af kød og blod, for så er det slut med at have lette fordomme overfor en ansigtsløs organisation.
De mange ordener
MD er ikke frimurer, men noget der ligner, og det fik mig til at undersøge, hvilke tilbud der egentlig lå. Overraskende mange, var svaret! Og det endda kun udfra hvad jeg kunne “google” mig frem til. Nogle af ordenerne er tilsyneladende meget små, og måske for tiden inaktive, men de er der. Også selvom det så kun er Den Danske Frimurerorden, Johanneslogeforbundet og Frimurerlauget der er anerkendt af United Grand Lodge of England. Senere vil jeg komme med oversigten her på siden, men jeg skal lige finde en overskuelig form og have opdateret min research. Listen omfatter en halv snes frimurerordener og lige så mange lignende ordener (Odd Fellow, Druider, Tempelriddere etc.). (Det var også denne lille oversigt der fik min hustru til at overveje om der kunne være en journalistisk historie i de frimureriske kvinder …)
Hemmeligheden
Forskellige frimurere har meget forskellige syn på, hvor diskrete man skal være. De britiske frimurere jeg korresponderer med, gentager igen & igen, at “hemmeligheden” kun omfatter “Signs, Words & Tokens” (altså de ord og greb der betegner en som frimurer), og alle interesserede kan gå ned i en af boghandlerne på Great Queen Street i London og købe ritualerne. Det betyder naturligvis ikke at de fabler op om indholdet til højre og venstre, og jeg ville heller ikke ønske at høre det, for det kan givetvis ikke matche oplevelsen, og ville endda ødelægge den hvis man besluttede at gå vejen selv. Men jeg er efterhånden af den holdning, at man kan tale mere om indholdet end det sker i dag. Jeg kan dog godt forstå forbeholdet – taget ude af rette sammenhæng kan ting misfortåes. MD sagde at der i hans orden var dem, der sågar holdt deres grad hemmelig – det synes jeg er at være for tillukket. På samme måde med symbolerne i logen: I Freemason’s Hall i London forklarede rundviseren gerne betydningen af alle synlige symboler, udfra hans forståelse, mens jeg herhjemme et par gange har hørt ikke-svar såsom “det vil enhver frimurer forstå” (den problematik jeg også nævner i foregående artikel). Der synes jeg man gør tingene mere mystisk end nødvendigt: En rose har også en betydning udenfor logen – man kan godt beskrive symbolikken og give et indblik i logens tankegang og metode, uden at afsløre hemmeligheder. Mødet med MD var en påmindelse om, at der er mange forskellige måder at anskue spørgsmålet om åbenhed. Han talte overhovedet ikke om ritualernes indhold, men jeg fik alligevel en forståelse for hvorfor han gjorde det, og hvordan hans orden arbejdede.
Det var naturligvis tanker jeg brugte lang tid på, men reaktionen på snakken der fulgte af den lille nål, havde en umiddelbar effekt: På DDFO’s hjemmeside fandt jeg et par dage inde i det nye år den førstkommende informationsaften og sendte en e-mail af sted …
[Oprindelig tekst: 6. juli, 2005]
