Efter den hurtige gennemgang af mine første møder med frimureriet, kommer vi nu op hvor tingene begyndte at falde på plads, og jeg vil tage tingene i mindre bidder.
Jeg havde misset Kulturnattens besøg i Stamhuset et par gange, primært pga. dovenskab, men i foråret 2004 fik jeg alligevel chancen for at se det danske frimureris højborg, Stamhuset på Blegdamsvej. Som del af en udvekslingsaftale kom mit daværende arbejde, Zentropa Interaction, på besøg i Stamhuset, for der havde også været frimurere på rundtur i Filmbyen i Avedøre. Det var en fantastisk dag på flere måder, og lettere surrealistisk: Vores flok var åbenlyst malplaceret og fyldt med undren (dog, vil jeg have lov at sige, også præget af oprigtig nysgerrighed). Situationen blev sat i relief af en anden gruppes tilstedeværelse: En velklædt nordsjællandsk kulturforening, der passede mere naturligt ind i rammerne, og var de kaotiske filmfolks diametrale modsætning på mange måder. Men samtidig havde jeg og de fleste andre i vores flok en umiddelbar fascination af og forståelse for attraktionen, og huset gør jo et imponerende indtryk. Nok var vi måske politisk og socialt fjernt fra dannebrogsflagene, den royalistiske sildesalat og museets porcelænssamling, men jeg tror ikke det er forkert at sige, at vi, fra fiktionens og den akademiske verden, faktisk var ganske godt bekendt med stoffet – fra vores egen vinkel: Fortællingen og billederne. Det var en grundig tur, hvor vi blev præsenteret for festsalen, Armigersalen, en logesal, museet og flere andre dele af logehuset.
Stemningen var altså grundlæggende positiv. Når der så alligevel faldt spørgsmål fra vores halvdel af salen med en undrende og kritisk klang, tror jeg det havde sine naturlige grunde: Zentropa er notorisk anti-autoritær (den selverklærede sidste kommuniststat) – og det kom i åbenlys karambulage med de borgerlige dyder der skinner igennem i Frimurerordenen. I forlængelse heraf faldt der også et par kommentarer fra en af vores værter der ikke klingede særligt tolerante, hvad der ellers burde være en frimurerdyd. Sagt på en anden måde, Zentropa demonstrerede ved en anden lejlighed sin respekt for Dannebrog og de dyder den burde symbolisere, ved at spejlvende den – det kunne man nok ikke forestille sig Ordenen gøre. Et andet kommunikationsproblem var forholdet til “hemmelighederne”. Vi er vant til åbenhed. Og jeg synes personligt der var plads til at ødsle lidt mere af det spændende stof, uden at nogen kom til skade af det. Og det ramte en nerve at blive holdt i mørket, fordi symbolik, mytestof, dramatik, historie etc. i høj grad er materiale filmfolk i forvejen er bekendte med. Jeg tror det virkede unødvendigt arrogant på nogen, den måde hvorpå Ordenen på den ene side benægtede at være hemmelig, og på den anden ikke ville fortælle hvad den egentlig lavede. Jeg blev ikke personligt så provokeret, for jeg havde jo en viden med hjemmefra, men jeg kan godt følge dem der blev: Man kunne godt, uden at blive specifik, fortælle ganske meget om myterne, de bibelske passager og den rituelle form i logen – tegne et billede, uden at blive konkret.
Nå, nu skal det ikke lyde for negativt, for selvom begge parter sikkert fik bekræftet lige så mange fordomme som de fik afkræftet, så var der som sagt en gennemgående accept af frimureriet og en vis respekt for institutionen, selvom den nok blev betragtet som et noget gammeldags kuriosum omgærdet med en romantisk historie – lidt i stil med kongehuset. Og for mig selv bestyrkede det min fascination. Et par venner spurgte mig direkte om jeg ikke skulle melde mig ind. Det skulle ikke være lige der og da, men jeg kan huske at jeg stod i Armigersalen, med samlingen af våbenskjold, kiggede ud over Fælledparken og prøvede at se mig selv i Ordenen – der var noget tiltalende ved tanken, bestemt, men jeg havde stadig forbehold. Og først til nytår faldt tingene på plads …
[Oprindelig tekst: 22. maj, 2005]
