1. Starten

Det startede i køkkenet på Søndertoften i Hobro. Der havde vist været noget om frimureri i fjernsynet. Min bror spurgte min far, om han ikke havde været medlem – hvortil han svarede, at det kunne han ikke tale om. Det var meget mærkeligt … og meget inciterende. Jeg var vel omkring otte-ti år. Dengang fandt jeg også hans kjolesæt i skabet, og det udstrålede noget helt særligt og højtideligt. Det skabte en meget tidlig fascination, men det var aldrig noget vi snakkede om, og frimureriet blev del af en bred fiktiv og romantisk forestilling om et broderskab med oldgamle, dybe hemmeligheder og delagtighed i adskillige sammensværgelser.

I starten af 90′erne kom det op igen – muligvis anledt af den norske bog ‘Frimureri’ (Dag Sverre Mogstad) og Den Danske Frimurerordens 250 års jubilæum (og deraf følgende udgivelse, ‘I Guld og Himmelblaat’). Jeg var f.eks. på kommunens matrikelkontor og se grundplaner over logen i Århus for at gætte på beliggenheden af de hemmelige rum – lidt fjollet, men også meget sjovt. Det ledte naturligt hen til 1995 hvor jeg skrev rollespilsscenariet ‘Barcley’s Brødre‘, meget inspireret af Alan Moore’s tegneserie ‘From Hell’ (der igen var inspireret af Stephen Knight’s bog ‘Jack the Ripper: The Final Solution’). Det var hverken særlig godt eller synderligt oplyst. Nuvel. Min præsentation på Fastaval 95 var til gengæld farverig: Jeg havde fars kjolesæt på (som desværre blev væk på samme kongres), en sort dug, stearinlys, et kranium mm. – meget stemningsfuldt.

Et par år efter skrev jeg på lærerseminariet afsluttende religionsopgave om gnosticisme. Jeg overvejede om jeg kunne koble emnet og mysteriereligioner til frimureri. Det blev en anledning til at besøge Den Danske Frimurerorden i Århus, hvor jeg talte med to medlemmer der begge stod overfor deres 30 års jubilæum. De var meget imødekommende og gjorde et særdeles positivt indtryk. De var lidt ligesom et gammelt ægtepar der havde små uenigheder, om de ting jeg spurgte om. De viste en logesal og det flotte lys i loftet frem – hvad den ene synes var lige vel meget åbenhed. De syntes begge at mene at det var en god idé at gøre noget ved frimureriet, men at jeg jo var ung endnu. (Efter mødet valgte jeg i øvrigt at droppe frimurervinklen på min opgave.)

Min opfattelse af hvad frimureri var og er, blev efterhånden noget bedre informeret, og det havde måske mistet noget af fiktionens dramatiske glans, men der havde så til gengæld vist sig så meget andet. På dette tidspunkt var internettet slået igennem, og et væld af kilder blev tilgængelige med et slag. I 1999 tog jeg så et lille prøvende skridt og kontaktede Le Droit Humain, da deres grundlag, “frihed, lighed, broderskab”, tiltalte mig – de optager f.eks. kvinder og anerkender alle religioner. Men da det kom til stykket, syntes jeg ikke rigtigt jeg var klar. Primært fordi jeg stadig havde forbehold (fordomme) omkring logerne, og jeg vidste jeg ville skulle indordne mig under en bestemt struktur, og det var jeg ikke sikker på jeg kunne.

Men det blev dog så konkret, at jeg satte et par milepæle op og lovede mig selv at se på det igen, når de var nået. Der gik så fem år, hvor det hele tiden lå og ulmede …

[Oprindelig tekst: 7. maj, 2005]