I den forgangne uge er to berømtheder blevet optaget til frimurere i USA. Der er med mellemrum rygter om den slags, men her er det bekræftet (Freemasonry for Dummies var først ude med nyheden, men begge er bekræftet fra flere kilder). Det drejer sig om basketballstjernen Shaquille O’Neill der blev optaget i Boston, Massachusetts og den Oscar-vindende skuespiller Richard Dreyfuss der blev optaget i Washington, DC (og ved samme lejlighed fik 32° i det skotske rite).

Det interessante er ikke at de er kendte, for det burde være irrelevant for deres åndelige søgen der er en personlig sag, og jeg er sikker på at man har anset dem for værdige kandidater – de har begge været involveret i velgørenhed. Det interessante er omstændighederne.

De blev nemlig ikke optaget som de fleste oplever det, med et allegorisk ritual for hver af graderne, men som en hædersbevisning – det der kaldes “made mason at sight” – altså ved udnævnelse. De er derved gjort til fuldgyldige medlemmer (og i USA betyder det at de er Mestre, altså har fået tredje grad), en ret som stormesteren har i visse stater. Det er ikke et fænomen vi har herhjemme, og i USA er det også et kontroversielt emne, og det er kun sket få gange. Nogle bliver aktive i logen, mens det i andre tilfælde mere har været en enkeltstående hædersbevisning.

Jeg finder det også interessant, fordi der er en tendens til at dyrke fremtrædende offentlige personer – Mozart og et antal konger og amerikanske præsidenter trækkes uafladeligt frem (inklusive en god del der faktisk ikke var frimurere). Denne kendis-fokusering har eksisteret til alle tider, og den er vel ikke så mærkelig – det er lidt stjernestøv man gerne vil associeres med. Men i mange tilfælde betød frimureriet kun meget lidt for disse travle mænd, og man kunne med nogen ret spørge, om der ikke var andre træk der var mere kendetegnende for deres liv og virke.

For mig handler frimureriet om at ville arbejde med sig selv, og i den forbindelse er hverken Mozart, George Washington, kong Christian X eller d’herrer Dreyfuss og O’Neill specielt relevante, selvom jeg naturligvis håber at de fik/får noget ud af det, og at de ved deres livsførelse viste sig som nogen man gerne ville lære af.

Et andet statsligt “sponseret” link er fra Kulturarvstyrelsens projekt, 1001 fortællinger fra Danmark hvor “frimurerlogen” på Blegdamsvej har fået en plads under titlen, Skræmmende og højtidelig:

Frimurerlogen på Blegdamsvej i København er resultatet af en konkurrence. Den blev afholdt i 1920 blandt Frimurerordenens arkitektmedlemmer. I bedømmelseskomitéen sad Martin Nyrop, arkitekten bag Københavns Rådhus. På dette tidspunkt var arkitekturen præget af en streng klassicisme. Et eksempel på dette er Københavns pompøse politigård. Vinderen blev den midaldrende arkitekt Holger Rasmussen. Han var først og fremmest var kendt for sine beskedne huse til DSB, opført sammen med Christian Brandstrup. Frimurerlogen blev af en anderledes støbning. Den store massive bygning blev opført 1922-27. Den afløste forgængeren i Klerkegade.

Ældst i fællesfrimureriet er Le Droit Humain (LDH), menneskeretten. LDH blev grundet i Frankrig i 1893, og herfra bredte det sig over det meste af verden, i dag i 60 lande. Den første loge i Danmark blev oprettet i 1912 (men det var i Kristiania, nu Oslo – “rigtigt” til Danmark kom de i 1917). Et andet punkt end det kønslige der adskiller Le Droit Humain fra andet frimureri, er at man har en international styrelse for de ca. 25.000 medlemmer på verdensplan, det højeste råd. Norden udgør herunder sin egen “federation” der er repræsenteret ved en stormester i dette råd. LDH har loger i København (Odin), Århus (Hermes) og Aalborg (Parsifal). LDH har netop fået opdateret deres hjemmeside, og her kan man læse betydeligt mere: Le Droit Humain (Danmark).

Desuden findes der i København en selvstændig loge, altså uden kontakt til LDH eller andre organisationer, Danske, Frie og Uafhængige Murere, grundlagt i 2003.

Flere af Laugets loger har deres egne hjemmesider, modsat Den Danske Frimurerorden der på nettet kun kan besøges under ddfo.dk.

Selv om symbolerne er udledt af den kristne lære, er det vigtigt at huske, at frimureri ikke er en erstatning for religionen, men en moralsk udviklingslære, der handler om selvudvikling. 

- Der findes ikke en frimurerisk Gud og heller ingen frimurerbibel, men frimureriet er et arbejdsredskab i relation til en religion, siger Peter Duetoft.

Det har dog siden ordenens grundlæggelse i Danmark i 1743 været et kriterium for optagelse, at man er døbt og tror på et skabende princip eller en åndelig intelligens, som styrer universet. Derudover anser frimurerne religion for at være en privat sag. Frimureriet har ingen dogmer eller doktriner, som styrer de enkelte frimureres livsopfattelse eller tro, men forestiller sig Gud på mange forskellige måder ud fra den enkeltes baggrund.

Peter Duetoft har længe været åben omkring sit medlemskab af Den Danske Frimurerorden, og han har desuden skrevet bogen, Frimureri – fortid eller fremtid?

Jeg har læst den engelske udgave, og jeg synes virkelig ikke bogen er særlig god. Når den alligevel skal nævnes er det fordi frimurerne allerede med Da Vinci mysteriet fik omtale, og i dén bog er de nærmest kun nævnt i en bisætning. I den nye Robert Langdon-bog har de en helt anderledes fremtrædende rolle at spille. Med de briller på kunne det vel have været meget værre, og selvom der er store forskelle på amerikansk og dansk frimureri, må man i det store hele være tilfreds med en overvejende positiv fremstilling af de frimureriske ideer.

Spændende at se om det kommer til at betyde noget for søgningen … og om frimurerne kan finde ud af at afstemme ansøgernes forventninger med virkeligheden (der også er ganske spændende, selv uden tilstedeværelsen af tatoverede eunukker).

Der er nu imidlertid lukket for ansøgninger for i år - desværre.

Foto © René Madsen, fra artiklen.

Foto © Peter Helles Eriksen.