I Danmark har der været en række positive artikler om frimureri, og jeg har linket til flere af dem her. Andre steder er man ikke så forvænt: I England skal der altid lige fnises af opsmøgede bukseben og fjollede håndtegn, og i USA er de “positive” historier om frimureri typisk noget med nogle lokale, ældre herrer der har solgt grillpølser for at samle ind til en god sag, eller de samme gamle, fejlbehæftede skrøner om frimurerpræsidenter og symbolerne på en-dollarsedlen.
Men her er faktisk noget nyt: En artikel i Los Angeles Times, under “Lifestyle/Image” – som en cool trend, intet mindre. Artiklen giver internettet en stor del af æren for renæssancen i det ellers skrantende amerikanske frimureri (der siden 1960 er gået fra over fire millioner medlemmer til halvanden). Hvor dækkende et billede den så tegner, kan diskuteres, men det er i hvert fald forfriskende med en ny vinkel.
And, to paraphrase that Oldsmobile campaign, these definitely aren’t your father’s Freemasons. They are bar owners, male models and olive-oil brokers. They are men like Zulu, an L.A. tattoo artist with a swirling Maori-inspired design inked across his face and a panoply of metal piercing his ears, nose and face. They are men like Jonathan Kanarek, who runs a men’s vintage clothing store on Hollywood Boulevard and whose retro chic wardrobe of polka-dot ascots, glen-plaid jackets and smartly pressed pocket squares earned him a spot on Esquire magazine’s 2007 list of best-dressed real men in America. And they are men like Daemon Hillin, whose surfer-dude looks and blinding white smile can be found on Japanese TV, where he plays sidekick and comic foil to the Japanese version of the Hilton sisters.
Læs: Freemasons in midst of popularity
Billede fra artiklen; flere samme sted.
