TV2-Nord har lavet et kort indslag (3 min.) om Frimurerordenens bygning i Aalborg, og det er belejligt endt på YouTube (oprindeligt fra februar 2007). Jeg besøgte dem selv sidste år, og det er et virkelig flot hus (fra 1931). Lidt sjovt som de står og filmer der i døren ind til logesalen, men det yder ikke helt retfærdighed. Lyden er desværre også ret dårlig.
TV2-Fyn har et længere indslag om Frimurerordenen i Odense (oprindeligt fra august 2007). Du finder indslaget på TV2’s hjemmeside. Det er knap en halv time langt og har interview med flere frimurere (i kjolesæt), bl.a. pressechefen, Jørgen Bregnegaard-Madsen, og Provinsialmester Philip Boy Holse, og der er et lille kig rundt i huset (der er fra 1867).