Forfatter: Christopher Knight & Robert Lomas
Kort fortalt: Frimureriet spores tilbage til Moses, forbi Jesus og op til tempelridderne. (Blandt andet.)
Den fulde titel er The Hiram Key: Pharaohs, freemasons and the discovery of the secret scrolls of Jesus. Hvilket antyder at de 475 sider kommer vidt omkring. Knight & Lomas har begået flere bøger sammen, den ene mere sensationel end den anden (dette er angiveligt en af de mest sammenhængende). Lomas er selv frimurer, og hans afsløringer er hård kost for nogle af hans brødre; f.eks. har han beskrevet ritualerne i detaljer, ud fra det argument at de jo allerede er tilgengængelige. For så vidt rigtigt, men alligevel …
Lomas og Knight forsøger i denne bog at finde kilden til de legender der optræder i frimureriet, særligt den om Hiram Abif. Hiram Key er en fupvidenskabelig bog i stil med Holy Blood, Holy Grail. Teorier præsenteres forsigtigt, men dragende: “Havde vi her fundet nøglen til selve kernen i III°?” For kort efter at danne et stensikkert fundament for yderligere, endnu mere langt ude afsløringer: “Da vi tidligere med usvigelig sikkerhed havde påvist at tredjegradsritualet havde sine rødder i det gamle Egpyten, kunne vi nu … (osv. osv.)” Men kan man ignorere dette faktum, altså at man ikke reelt bliver klogere, blot forført, så er det underholdende læsning, som også Holy Blood var det. Der er ideer som sagtens kan mane til eftertanke, selvom de ikke er videnskabeligt korrekte.
Web of Hiram, University of Bradford’s hjemmeside om frimurerisk forskning, ved Robert Lomas