Forfatter/tegner: Alan Moore/Eddie Campbell
Kort fortalt: historien om Jack the Ripper, med dronningens livlæge, Sir Gull, som den skyldige.
Referencer: Denne flere hundrede sider lange “graphic novel” (fint ord for tegneserie) er til dels baseret på Stephen Knights Jack the Ripper: the Final Solution, men Moore inddrager på lokkende vis en håndfuld andre teorier om Jack’s sande identitet og bringer det hele sammen i en overbevisende rædselshistorie. Frimurerne kommer ind i historien via Knight, der påstår at de stod bag de bestialske drab for at dække over Prins Edwards affære med en skøge. Moore går et skridt videre og placerer mordvåbnet i hånden på dronning Victorias livlæge, Dr. Gull, og tiltænker ham okkulte motiver. Politichefen i London var frimurerer, men det er omtrent den eneste beviselige sammenhæng. Frimurerne i From Hell har to fremtoninger: som et broderskab af magtfulde mænd, der dækker over hinandens hemmeligheder, og som bærere af en lang okkult tradition, der bl.a. afsløres i en pentagram-form i Londons gader, og Gulls møde med Jabulon, ordenens trefoldige guddom. Mordene er en forlængelse af denne okkultisme: det er rituelle ofringer. Moore fortæller historie – det er en fiktion, og han dekonstruerer selv sin egen ellers meget overbevisende teori i epilogen, The Gull Catchers.
Anmeldelse: From Hell er et af de helt store værker i tegneserie-kanonen. Moore fremmaner et overbevisende tidsbillede, både den bonérte victoriansime og Whitechapels syndige slum – realismen er næsten lige så horribel som mordene. Men også kun næsten: læseren følger pigerne lige så nært som den metodiske, visionære og gale Dr. Gull, og Moore skaber indlevelse i både jæger og bytte. Sympatien er dog hos betjenten, Abberline, der efterforsker mordene, og da man som læser ved at “Jack” slipper af sted med sin forbrydelse, er der også en tragisk, uafvendelig tone under det hele. Campbells tegninger virker ved første øjekast uraffinerede, men den kradsede streg giver mindelser om træsnit, og først og fremmest er Campbell selv en dygtig fortæller, der kan matche Moores fantasi. Uagtet at man som frimurer sikkert vil føle at From Hell tilsværter ordenen, så er dette her i den absolutte tegneserie-elite.
Note: som så ofte før er der lavet en flad Hollywood-version, som man bare skal se bort fra.