Instruktører: Terry Gilliam & Terry Jones, 1975
Medvirkende: Monty Python
Kort fortalt: Arthur og hans riddere tager på en “quest” efter Gralen og udsættes for nogle ekstremt fjollede prøver undervejs.
Referencer: Umiddelbart to: Hele gralmyten hænger uløseligt sammen med tempelridderne, og Sir Galahad (Michael Palin) bærer deres røde kors på hvid baggrund. Mere obskurt, men også mere potentielt frimurerisk, er “the knights who say ‘Ni’”: De præsenterer sig selv som “keepers of the sacred words”, en sætning der klinger meget af noget bekendt (deres “ord” er så godt nok “Ni”, “Pang”, og “Ni-wom!” og det tager selvfølgelig lidt af mystikken). (Okay, det kan godt være det er nogle lamme frimureriske forbindelser, men det er også en meget fjollet film.)
Anmeldelse: Filmen er en klassiker, og da jeg faldt over den her forleden på tv, så jeg kun halvdelen, men det var lige meget, for jeg kan den alligevel mere eller mindre udenad. (Der er ikke mange i min omgangskreds der ikke kan mindst en håndfuld citater fra filmen.) Effekterne er så billige, at man har kokosnødder i stedet for heste, og små tegnefilm gør det ud for special effects. Men det virker i sammenhængen – og i virkeligheden er det en utrolig præstation, at Gilliam og Jones får en film ud af det. Og en rigtig underholdende en af slagsen.
