Forfatter: W. Kirk MacNulty, 1991 (genoptrykt 2003)
Kort fortalt: En psykologisk tolkning af frimureriet, med mange illustrationer.
Bogen er på små 100 sider, hvoraf de første 30 er den teoretiske del. MacNulty tilgår “the Mysteries” som en psykologisk model. Altså, at logen og ritualerne er en indføring i ens egen psyke. Han tilskriver esoteriske/kabbalistiske strømninger i renæssancen stor betydning i formeringen af de første loger. MacNulty’s vinkel bliver i sagens natur filosofsk og esoterisk præget, men udfra en moderne psykologisk tolkning. Det er klart at en så kort gennemgang ikke kan være helt akademisk, men der er elementer der virker meget tiltalende og værd at tænke over, og han er desuden klar og velformuleret. I sin gennemgang bliver han hurtigt meget specifik omkring tolkning af elementer og værktøjer i ritualerne, og jeg besluttede at skippe denne del (for nu), selvom jeg ikke har indtryk af at han beører noget, man ikke selv kan finde i arbejdstavler og andet tilgængeligt materiale.
Hovedparten af bogen er illustrationer, de fleste i S/H, med tilhørende tekst. De er opdelt i en samling generelle plancher, og opslag med hver sit tema. Reproduktionerne er i god kvalitet, og bogen har format som en kunstbog, trykt på godt papir. Den koster ikke alverden og er næsten værd at anskaffe for billederne alene.