I den forgangne uge er to berømtheder blevet optaget til frimurere i USA. Der er med mellemrum rygter om den slags, men her er det bekræftet (Freemasonry for Dummies var først ude med nyheden, men begge er bekræftet fra flere kilder). Det drejer sig om basketballstjernen Shaquille O’Neill der blev optaget i Boston, Massachusetts og den Oscar-vindende skuespiller Richard Dreyfuss der blev optaget i Washington, DC (og ved samme lejlighed fik 32° i det skotske rite).
Det interessante er ikke at de er kendte, for det burde være irrelevant for deres åndelige søgen der er en personlig sag, og jeg er sikker på at man har anset dem for værdige kandidater – de har begge været involveret i velgørenhed. Det interessante er omstændighederne.
De blev nemlig ikke optaget som de fleste oplever det, med et allegorisk ritual for hver af graderne, men som en hædersbevisning – det der kaldes “made mason at sight” – altså ved udnævnelse. De er derved gjort til fuldgyldige medlemmer (og i USA betyder det at de er Mestre, altså har fået tredje grad), en ret som stormesteren har i visse stater. Det er ikke et fænomen vi har herhjemme, og i USA er det også et kontroversielt emne, og det er kun sket få gange. Nogle bliver aktive i logen, mens det i andre tilfælde mere har været en enkeltstående hædersbevisning.
Jeg finder det også interessant, fordi der er en tendens til at dyrke fremtrædende offentlige personer – Mozart og et antal konger og amerikanske præsidenter trækkes uafladeligt frem (inklusive en god del der faktisk ikke var frimurere). Denne kendis-fokusering har eksisteret til alle tider, og den er vel ikke så mærkelig – det er lidt stjernestøv man gerne vil associeres med. Men i mange tilfælde betød frimureriet kun meget lidt for disse travle mænd, og man kunne med nogen ret spørge, om der ikke var andre træk der var mere kendetegnende for deres liv og virke.
For mig handler frimureriet om at ville arbejde med sig selv, og i den forbindelse er hverken Mozart, George Washington, kong Christian X eller d’herrer Dreyfuss og O’Neill specielt relevante, selvom jeg naturligvis håber at de fik/får noget ud af det, og at de ved deres livsførelse viste sig som nogen man gerne ville lære af.
